I hopla 
Kænguruer, der hopper afsted i solnedgangen er et smukt syn - det skal man til Australien for at opleve. Men herhjemme kan man opleve kænguruen på nært hold, nemlig som kæledyr. Nu vil jeg lige pointere, at jeg ikke foreslår, man styrter ud for at købe en kænguru. Det kræver nemlig store arealer at holde kænguruer samt at man ved meget om dem. Det er nemlig ikke bare lige, at holde kænguruer. Jeg var på besøg på en gård i Jylland, hvor kænguruen Hopla bor. Hopla er en dværg kænguru - en Parma Wallaby, som bor indendøre sammen med gårdens katte, og i øvrigt har et liv mange hunde ville misunde. Når man kommer ind ad døren, så kommer Hopla - nysgerrig som en kænguru - og skal hilse på gæsterne. Man skal lige vænne sig til dette særsyn - normalt er det vel hunde eller katte man bliver mødt af!? Et par steder i Danmark findes også Bennett's Wallaby'en, der er noget større end Parmaen. Oftest holdes disse noget større dyr udendørs i indhegninger. Bennett's Wallaby kan bl.a. opleves i Københavns zoologiske have. Det er den kænguru, der bedst egner sig til det danske klima. Det er en sjov oplevelse at møde en tam kænguru, det er et utrolig sjovt dyr, og meget anerledes end de dyr, vi normalt ser her i Danmark.

Det australske nationaldyr
I Australien ser man anderledes på kænguruerne, nogle steder er de plagedyr og bliver decideret skudt, for at holde bestanden nede. Mange kænguruer må lade livet, når de bliver påkørt af biler, andre kænguruer bliver til hundemad, og en kænguru bøf havner da også ofte på grillen. Jeg har ikke smagt kænguru bøf, men efter sigende skulle det smage udmærket. Australierne har forsøgt forskellige ting med kænguruerne, da de jo har mange af dem. Bl.a. blev det forsøgt at holde kænguruer i indhegnede folde, som kvæg, til kød. Det ville gavne jorden at have kænguruer i stedet for kvæg. Kvæget ødelægger nemlig jorden, de hiver store totter græs op, og det er tunge dyr. Kænguruerne er lette dyr, de bider græsset af, og plejer jorden i stedet for at hærge den. Men dette mødte en farlig masse postyr i den øvrige verden. Australierne ville eksportere kødet, men folk andre steder i verden kunne ikke acceptere, at man skulle spise Australiens nationaldyr. Jeg besøgte King Fisher Park i Australien, en slags zoologisk have for Australiens vilde dyr. Her går dyrene rundt i indrettede folde, som man kan gå ind i og fodre de tamme dyr. Kænguruerne var praktisk talt ligeglade med menneskebesøg, men et par gad dog lige rejse sig, og komme hen og hente en godbid. Omvendt er det med de vilde kænguruer, de er da nysgerrige, men kommer man for tæt på, så hopper de deres vej. Det er en oplevelse at møde disse sjove dyr i deres rette element - den australske natur. Det var også en oplevelse af se en Black Wallaby, som er ligeså stor som en mand - og temperament har den også. Jeg mødte en meget meget sur han, der lige ville fortælle mig, at jeg skulle holde mig langt væk. (Den var i en fold, med et meget højt hegn rundt om.) Den løb hen til hegnet, dansede en slags kænguru krigsdans alt imens den brækkede grene i stykker, bed i dem, smed dem på jorden, og hoppede oven på dem. Det var såmænd bare, hvad den havde i sinde at gøre med mig, hvis den fik fat i mig. Så kunne jeg meget bedre lide de lidt mindre og meget venligere kænguruer. Den omtalte Black Wallaby han havde betændelse i øjnene, og jeg tror, at dyrlægen havde fået samme opvisning som jeg, for når han skulle se til den, havde han en bedøvelsespistol med...

Fra 3 til 85 kg 
Der findes kænguruer og wallabies i mange afskyninger. Vægten varierer fra 3 kg og op til 85 kg. Wallabies er mindre end kænguruerne. Nogle lever i træerne, andre lever i klippede områder, andre igen lever i regnskoven. Kort sagt, der er en kænguru eller wallaby tilpasset næsten ethvert område af Australien. Yellow-footed Rock Wallabies lever som navnet siger, i tørre områder. Her slikker de på sten og sutter på vådt sand for at få væde. Den foretrukne føde for Grey Kangaroos er græs, de fleste wallabies spiser både græs og blade. Nogle kænguruer lever i små flokke og andre f.eks. Pretty-face Wallaby'en lever i store flokke på 50 stykker. Red Kangaroo er den største af kænguru arterne - og den er meget stor. Den lever over det meste af det centrale Australien, hvor der er åbent land med træer i sigte - den nyder nemlig at ligge og slappe af under træerne om dagen. Parma Wallaby'en var nær uddød i Australien i 1932, men på New Zealand, der havde importet Parma Wallaby'en, var den blevet en plage. I 1967 blev den igen observeret i New South Wales. Kænguruer og wallabies har kraftfulde bagben og lange fødder, alle hunner har en pung og fire dievorter. Selvom hunnen har fire dievorter, føder hun kun en unge af gangen, pånær musky rat-kænguruen, der får tvillinger. Hunnen bliver parret lige efter hun har født, og mens ungen ligger i pungen så udvikler det nye æg sig til et vist stadie, hvorefter det "går i stå" for først igen at udvikle sig, når ungen i pungen forlader pungen. Den nye unge bliver født hurtigt efter at pungen er blevet ledig. Den hægter sig på en dievorte, alt imens den store unge benytter sin dievorte udefra. Hver dievorte er så smart indrettet, at den leverer mælk der er tilpasset til netop den pågældende unges alder. Når en kænguru eller wallaby bevæger sig på landjorden, så kan de ikke bruge deres bagben uafhængigt af hinanden, svømmer de derimod, så sparker de først med det ene ben og derefter med det andet. Der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse, for Tree-kangaroo'en kan godt "gå" ved at flytte bagbenene uafhængigt af hinanden. Halen bliver brugt som balancestang når kænguruen eller wallaby'en er i fart, og som et femte ben, når den står stille. Hastighedsrekorden for en kænguru er på 64 km i timen og det længste spring er på 13,5 meter. Det er ikke kun langt, en kænguru kan springe, den kan også springe højt; en Eastern Grey Kangaroo, der selv er ca. 1 m høj, skulle have sprunget over et hegn på 2,44 meter, og en jaget Red Kangaroo skulle have sprunget over en stak tømmer, der var 3,1 meter høj...