PASNING OG PLEJE · FODRING
· FACTS

Kaninens
bur
Kaniner
findes både i små og store størrelser, i mange
forskellige farver og pelslængder. Nogle har hængeører
og andre har opretstående ører. Alle kaniner, ligegyldigt
om de er store eller små, har behov for motion og kærlighed.
Man kan holde kaniner både indendørs og udendørs.
Kaninburet skal være rimelig stort. Har man en dværgkanin
skal buret mindst være 80 cm langt, 65 cm bredt og 50 cm
højt. Har man en kanin af en stor race, skal buret mindst
være 120 cm langt, 80 cm bredt og 65 cm højt. Hvis
man køber en kaninunge, skal man vide, hvor stor den bliver
som voksen, så man ikke køber et bur, der er for
småt. Bunden skal være af plast og overdelen skal
være et metalgitter. Et indendørs bur i træ
er en dårlig løsning, da træet suger væske,
og er svært at rengøre. Kaninen skal have en drikkeflaske,
så der altid er frisk vand, en madskål i stentøj,
så den ikke vælter, eller én, der kan hænges
op i buret, en hule, eventuelt en høhæk, strøelse
til buret, halm og hø. Benyt aldrig aviser til at lægge
i bunden af buret. Brug heller aldrig savsmuld, da det støver
og kan forårsage luftvejsproblemer. Brug i stedet spåner,
halm og hø. Kaninen sætter pris på, at der
er så meget hø, at den kan gemme sig i det. Det
indendørs bur placeres bedst, hvis det står på
et bord i et hjørne. Buret skal ikke stå i direkte
sol, men gerne et lyst sted, der er frit for træk. Sørg
for, at kaninburet ikke står i et rum, hvor der bliver
røget. Det bryder kaniner sig nemlig ikke om. Når
buret skal gøres rent, så brug varmt vand og en
lille smule biologisk nedbrydeligt opvaskemiddel. Et indendørs
bur skal gøres rent flere gange om ugen. Et udendørs
bur skal gøres rent en gang om ugen. Begge steder skal
toilettet renses dagligt. Danmarks Kaninavlerforening har lavet
en vejledning i, hvordan man selv bygger et udendørs bur.
Et udendørs bur kan f.eks. være 150 cm langt, 100
cm bredt og 80 cm højt - og der skal have låg på,
så ræve og andre dyr ikke kan komme til kaninen.
Buret skal være udstyret med en lille hule/hus, kaninen
kan krybe i læ i. Vær opmærksom på stærk
sol, regn og vind og at kaninen ikke får træk. Kaniner
kan godt lide at bo udenfor. Ofte er det også muligt at
give dem mere plads udendørs end indendørs. Vær
opmærksom på, at kaniner kan få hedeslag, hvis
temperaturen bliver over 25 grader.
Pleje
Kaninen gør sig ren ved at slikke sig. Men kaninen
skal dog have lidt hjælp. Den skal børstes, fordi
den fælder og for at holde pelsen i orden. Man skal jævnligt
checke ørerne for mider, og man skal holde øje
med, at tænderne ikke bliver for lange. Bliver kløerne
for lange, skal de klippes. Brug en 3-i-1'er, og klip kun lige
spidsen af. Klip ikke i blodårene. Kaniner skraber i underlaget,
hvad der godt kan slide på burets bund. Det kan derfor
være en god idé at lægge en eternitplade i
bunden, så kløerne bliver slebet på denne
måde, og bunden ikke bliver ødelagt. (Brug kun nye
eternitplader uden asbest.) Kaninen bruger sine knurhår,
når den bevæger sig rundt i mørket. Så
lad være med at klippe knurhårene. Det går
jo ikke, at kaninen ikke kan finde rundt i mørket. Man
skal være meget opmærksom på kaninens tænder.
Tænderne vokser nemlig hele tiden, og man skal jævnligt
checke, at de ikke er blevet for lange eller vokser forkert.
Hvis man opdager, at tænderne ikke vokser normalt, skal
man hurtigt søge dyrlæge. Tænderne skal slibes
på naturlig vis, så kaninen skal have gulerødder,
frugtgrene, bøgegrene og birkegrene at gnave i.
Selskab
Kaninen er et flokdyr, og selvom den bliver holdt som kæledyr,
sætter den stor pris på andre kaniners selskab. Det
er derfor bedst at have et par kaniner sammen. Kaniner har en
rangorden indbyrdes, og holder man flere kaniner sammen, skal
de helst kende hinanden fra unger, for at undgå for store
slåskampe. F.eks. kan man have to hunkaninunger på
samme alder eller fra samme kuld. Hankaniner strinter meget rundt
omkring for at afmærke territoriet. Det er som regel nødvendigt
at kastrere hannerne, hvis man har flere hanner gående
sammen. Den bedste alder at kastrere hankaninen i er 4-6 måneders
alderen. Holder man en ikke kasteret han og en hun i samme bur,
får man meget hurtigt en masse unger.
Sundhedstegn
En sund kanin har klare øjne, den er ren omkring snuden,
ørerne og enden. Pelsen skal være blank, tyk og
sund at se på, og den skal have et godt tandsæt.
Kaninen må ikke have diarré eller nyse, og den skal
bevæge sig sundt. Kaninen skal være i god stand,
men må ikke være fed. Det er utrolig vigtigt at sætte
sig grundigt ind i kaninens pasning og pleje. Det er altid en
god idé at kontakte Danmarks Kaninavlerforening, der kan
være behjælpelig med de spørgsmål, der
dukker op. Hvis man vælger at avle på sin kanin,
skal man være opmærksom på, at den ikke er
bærer af arvelige sygdomme eller andre defekter. Dette
kan f.eks. være tandproblemer. Sådanne sygdomme eller
defekter bliver nemlig nedarvet til ungerne.
|
|
 |
|

Søge
efter føde
Kaninen
er vegetar. Det er en god idé at lægge grøntfoderet
rundt omkring, så kaninen selv skal lede efter maden. Det
kan jo blive lidt kedeligt, hvis det hele altid bliver serveret.
Kaninen har godt af at bruge noget energi - også på
at lede efter føden.
Tørfoder og grøntfoder
Kaninen skal både have kaninpiller og grøntfoder.
De vitaminer og mineraler, kaninen har brug for, er indeholdt
i kaninpillerne. Man skal altid huske på, at når
man skifter foder, skal det ske gradvist. Det kan nemlig være
livsfarligt for kaninen, hvis den får lov til ubegrænset
at spise en ny slags foder. Grøntfoder kan f.eks. være
kløver, lucerne og mælkebøtter om sommeren,
og roer, kål, rødbeder og gulerødder om vinteren.
Frugt som æbler og pærer kan kaniner også godt
lide. Man må aldrig fodre med slået plænegræs.
Men brød, ris og kartoffelskræller, kan man sagtens
fodre kaninen med. Kaninen skal altid have adgang til hø,
så maven har noget at arbejde med. Hø holder kaninens
fordøjelse i orden.
Husk altid, at grøntfoder helst skal være økologisk.
Og hvis man selv plukker græs, frugtgrene m.m., så
sørg for, at det ikke bliver plukket i nærheden
af stærkt trafikerede veje, og at det ikke er sprøjtet.
Og husk at vaske det. Hos et lille dyr som kaninen vil ophobningen
af giftstoffer blive meget stor. Giv aldrig foder direkte fra
køleskabet.
Kaninen skal have mad morgen og aften. Mange foretrækker
at give kaninen kaninpiller om morgenen, og grøntfoder
om aftenen. Gør man det, har kaninen noget at lave om
natten, når den er aktiv. Fjern altid gamle foderrester
inden der fodres på ny. Kaninen skal fodres dagligt. Der
skal altid være adgang til frisk vand.
Tænderne vokser
Kaninens tænder vokser hele tiden. Derfor er det vigtigt,
at den kan gnave i noget, der sliber tænderne. Gulerødder,
frugtgrene, bøgegrene og birkegrene er gode.
|
|
 |
|

Latinsk navn: Cuniculus.
Kønsmodenhed: 3-4 måneders alderen.
Drægtighedsperiode: 30-31 dage.
Antal kuld pr. år: 2-3 kuld små racer. 3-4 kuld store
racer. (Det er dog ikke at foretrække at kaninen får
så mange kuld, da det er fysisk krævende for hunnen.)
Antal unger pr. kuld: 5-8 unger (store racer), 4 unger (dværgracer).
Unger ved fødsel: Nøgne og blinde.
Ungerne skal være minimum 7 uger gamle, før de forlader
moderen.
Den ideelle alder for anskaffelse af en kanin er 8 uger.
Gennemsnitlig levealder: 5-7 år - kan dog blive op til
10 år.
Gennemsnitlig vægt: Små racer kan veje fra 800 g,
og store racer kan veje op til 10 kg.
Gennemsnitlig længde: Små racer kan være 20
cm lange. Store racer kan være 50 cm lange.
Racer: 52 forskellige racer.
Farver: 342 farvevarianter.
Pelslængder: Kaninen findes både korthåret
og langhåret (afvigende hårstruktur).
Kaninen er aktiv i tusmørke og om natten.
Kaninen tilhører hareordenen.
Mærkning: Kaniner bliver øremærket i venstre
øre.
Stambøger: Ja.
TIL TOP |