PASNING OG PLEJE · FODRING
· FACTS

Fri som
fuglen
Inden
man beslutter sig for at anskaffe sig en fugl, skal man gøre
sig nogle overvejelser. En fugl hører ikke hjemme i et
bur. Skal man holde fugle i fangenskab, bør man holde
dem i et voliere. Man kan ikke nøjes med at holde én
fugl. Man skal holde fugle parvis. En fugl har nemlig brug for
en mage. Er den helt alene, vil den kede sig, være frustreret
og deprimeret. Fugle pipper og laver en masse lyde - og man kan
ikke bare bede dem tie stille. Man bør sætte sig
grundigt ind i den pågældende fugls pasning og pleje.
Det er en god idé at kontakte Landsorganisationen Danske
Fugleforeninger, der kan være behjælpelig med råd
og vejledning.
Volieren
Ligesom en hund skal ud at gå tur hver eneste dag og
bruge benene, så skal en fugl have motion og bruge vingerne
hver eneste dag. En indendørs voliere til 2 kanariefugle
eller 2 undulater skal mindst være 1 m lang, 70 cm bred
og 70 cm høj og meget gerne meget større. En voliere
må hellere være for stort end for småt, og
det skal altid være firkantet. Det indendørs voliere
placeres bedst i et lyst hjørne uden træk. Har man
volieren udendørs skal der være læ, og fuglen
skal kunne komme i ly for regn m.m. Man kan bygge et hus eller
man kan overdække volieren. Fuglen vil føle sig
mere tryg, hvis tre af siderne og loftet er dækket til,
så kun forsiden er af metalgitter. Vil man have fuglene
til at yngle, skal de have en kurverede og noget redemateriale
(dun, fjer, kokostrævler, små kviste).
Derudover skal volieren udstyres med siddepinde, så fuglen
har mulighed for at flyve fra pind til pind. Nogle af pindene
skal være så højt placeret, at fuglen har
mulighed for at sidde højt til vejrs og holde øje.
Fugle kan nemlig bedst lide, hvis de kan betragte det hele -
og os - fra oven. Der skal ikke være alt for mange pinde,
da der også skal være plads til, at fuglen kan flyve
lange strækninger uden alt for mange forhindringer. Ude
i naturen ville fuglen flyve fra træ til træ. Siddepindene
skal være naturgrene, der ikke er sprøjtede, f.eks.
fra birke-, pære- og æbletræer. Der skal være
et bundlag af groft grus, der indeholder vigtige mineraler og
grit til fuglenes fordøjelse, og som samtidig er nemt
at rengøre. Brug aldrig savsmuld eller sand, da det støver
og kan forårsage luftvejsproblemer. Der skal der være
en vand- og en foderskål, et "badekar", kalksten
og skaller. Vand- og foderskål kan fastgøres i gitteret
eller anbringes på volierens bund. Vand- og foderskål
samt "badekar" placeres et sted, hvor der ikke er siddepinde
lige ovenover, da de ellers hurtigt bliver svinet til af ekskrementer.
Man skal sørge for, at fuglen ikke kan åbne lemmene
i volieret eller på anden måde slippe ud og flyve
væk. Man kan evt. lukke lemmene med små karabinhager.
Man skal også sørge for, at der ikke kan komme dyr
ind i volieret og skade fuglen. Volieret skal gøres rent
minimum en gang om ugen. Vand- og foderskåle samt "badekar"
skal gøres rent dagligt. Til rengøring af volieren
er det en god idé at bruge varmt vand og en lille smule
biologisk nedbrydeligt opvaskemiddel. Sørg for at den
indendørs voliere står i et rum, hvor der ikke bliver
røget. Rygning og os er fugle ikke glade for.
Fjerdragten
Fjerdragten skal holdes i orden, og flere gange dagligt pudser
fuglen sig. Fuglens meget bevægelige hals gør det
muligt for fuglen at rense sig overalt på kroppen. Vind
og vejr og regn er med til at holde fuglens fjerdragt i orden.
Som et alternativ til dette kan man lave lidt kunstigt regnvejr
med en blomsterforstøver til indendørs fuglen.
De fleste fugle vil værdsætte dette. Dog er der nogle,
der helst vil være fri, hvad de så bør blive.
Udover regnvejr har fuglen brug for et "badekar" i
form af en flad skål med vand, hvor den kan pjaske rundt
og bade. Fuglene må ikke blive kolde, når de er våde,
så kan de nemlig blive syge.
Selskabelighed
Fugle
er meget sociale flokdyr, og de fleste arter bør absolut
holdes sammen i par. I naturen lever fugle sammen i par, og hos
nogle fuglearter hjælper hannen også med at ruge
samt fodre ungerne. De fleste fugle kan man sagtens have flere
par af i samme voliere - jo flere fugle man har, jo mere plads
kræves der. Man skal være opmærksom på,
at hanner og hunner ser ens ud hos nogle arter. Hos andre arter
er det derimod meget nemt at skelne mellem en han og en hun,
da der er forskel på størrelsen og fjerdragten.
Sundhedstegn
En sund fugl har klare øjne, den er ren omkring øjnene,
næbbet og enden (gatåbningen). Fjerdragten er flot
og glansfuld, og fjerene lægger tæt ind til kroppen.
De må ikke være oppustede. Næbbet må
ikke have misdannelser. Fuglen skal være i god stand -
den må ikke være udmagret. Vær opmærksom
på, at fugle kan blive angrebet af parasitter, og i meget
sjældne tilfælde, af papegøjesyge. Papegøjesyge
kan overføres til mennesker. Det er altid en god idé
at kontakte Landsorganisationen Danske Fugleforeninger, der kan
være behjælpelig med de spørgsmål, der
dukker op. Hvis man vælger at avle på sin fugl, skal
man være opmærksom på, at den ikke er bærer
af arvelige sygdomme eller andre defekter. Dette kan f.eks. være
fjerplukning eller næbproblemer. Sådanne sygdomme
eller defekter, bliver nemlig nedarvet til ungerne.
|
|
 |
|

Foder
Jo
mere alsidig kosten er, jo bedre er det for fuglen. Fuglen skal
dagligt have en frøblanding af en god kvalitet, der passer
til netop dén type fugl man har samt grøntfoder
og frugt. Grøntfoder kan f.eks. være mælkebøtteblade,
gulerødder, agurker, salat og bær. Nogle fugle sætter
stor pris på forskellige insekter, f.eks. melorme, fluer
og fårekyllinger. Man kan enten købe insekter hos
dyrehandleren eller man drage ud med sommerfuglenettet og fange
dem selv. Fugle i udendørs et voliere fanger ofte selv
insekter. Derudover skal fuglen skal have vitamin- og mineraltilskud
en gang om ugen.
Økologi
Husk altid, at grøntfoder helst skal være økologisk.
Og hvis man selv plukker græs, grene m.m., så sørg
for, at det ikke bliver plukket i nærheden af stærkt
trafikerede veje, og at det ikke er sprøjtet. Og husk
at vaske det. Hos fugle vil ophobningen af giftstoffer blive
meget stor.
Godbidder
Som godbidder kan man bruge nødder, et stykke salat
eller et stykke frugt m.m., som fuglen holder specielt meget
af.
|
|
 |
|

Latinsk navn: Estrildidae (pragtfinker). Fringillinae (egentlige
finker).
Kønsmodenhed: 3-4 måneders alderen for undulater
og 8-9 måneders alderen for kanariefugle.
Gennemsnitlig rugetid: Ca. 18 dage for undulaten og 13 dage for
kanariefuglen.
Antal kuld om året: 1-2 kuld.
Antal æg pr. kuld: Kanariefuglen lægger ca. 4 æg,
og undulaten lægger 4-6 æg.
Unger ved klækning: Nøgne og blinde. Ungerne kommer
ud af ægget ved hjælp af en ægtand, der sidder
forrest på næbbet.
Undulat- og kanariefugle unger forlader reden, når de er
ca. 3-4 uger gamle.
Den ideelle alder for anskaffelse af f.eks. en undulat eller
kanariefugl er 2-3 måneder.
Æg: Verdens største fugleæg bliver lagt af
strudsen. Et æg kan veje op til 1800 g. Verdens mindste
fugleæg bliver lagt af Jamaica-kolibrien, og det vejer
ca. 0,4 g.
Levealder: Verdens ældste fugl, en sibirisk hantrane, blev
82 år gammel. Aldersrekorden for en undulat skulle efter
sigende være 17 år. Kanariefugle bliver som regel
3-5 år gamle.
Vægt: Verdens tungeste fugl, den nordafrikanske struds
kan veje op til 150 kg, men den letteste fugl, den cubanske humlebikolibri
kun vejer 1,7 g. Kanariefuglen vejer ca. 29 g.
Længde: Verdens største fugl, den nordafrikanske
struds, kan blive op til ca. 2,5 m høj. Verdens mindste
fugl, den cubanske humlebikolibri er kun ca. 6 cm lang. Kanariefugle
bliver i gennemsnit 12 cm lange, og undulater bliver i gennemsnit
18 cm lange.
Fart: De hurtigst flyvende fugle er ænder og gæs.
Den amerikanske vildand kan f.eks. nå op på over
100 km/t.
Farver: Fugle findes i mange forskellige farver.
Fugle er aktive tidligt om morgenen og om eftermiddagen.
Fugle er plante- og insektædende.
Mærkning: Nogle opdrættere ringmærker fuglenes
unger. Der er ikke noget krav om, at fuglene skal være
ringmærkede. Er fuglen ringmærket, skal man holde
øje med, at ringen ikke begynder at lukke for blodomløbet.
Stambøger: Nej.
TIL TOP |