|
UDBREDELSE
· FACTS · LEVEVIS
Krebs
Latinsk navn: Astacus astacus

Krebse forekommer over
det meste af Europa, Danmark, Sverige og Finland.

Krebsen har fem par ganglemmer, hvoraf de forreste par er udviklet med
stærke klosakse. Kroppen er aflang, halen er stor og forsynet med en
vifte. Den har en blålig eller brunlig farve, som består af rødt og blåt
pigment. Pudsigt nok er det kun det blå pigment der nedbrydes ved
kogning.
Krebshunnen kan blive op til 12 cm lang og med en vægt på 85 g. Hannen
bliver op til 16 cm lang og kan veje 150 g. Krebs kan blive 20 år.
Krebs er en særdeles lækker spise. Efter manges mening smager krebs
endnu bedre end hummer.

Krebsen lever i vandløb og vandhuller på lavt vand, hvor vandet er godt
iltet og rent, og hvor det naturlige kalkindhold er stort. Krebs tåler
ikke for høje temperaturer og søger derfor skygge midt på dagen. Især om
vinteren graver krebsen sig ind i vandløbenes bredder.
Krebsen er kønsmoden i 2 til 3 års alderen. Parringen, der foregår om
efteråret, er ret voldsom, for hunnen tvinges om på ryggen, hvorefter
hannen afsætter sæden nær æggelederen. Efter parringen lægger hunnen
æggene 4-5 uger senere.
I de første leveår skifter den skal 7-8 gange, derefter 1 eller 2 gange
årligt.
Krebsens kost varierer – lige fra snegle og insekter til planter.
Krebsen er byttedyr for bl.a. ålen og ferskvandskvabben.
|