PASNING OG PLEJE · FODRING
· FACTS

Overvejelser
En
øgle er ikke et kæledyr i ordets egentlige forstand.
Det er som regel ikke et dyr, man tager op og kæler med.
De fleste øgler er meget hidsige, og de kræver,
at man har sat sig grundigt ind i pasning og pleje. Hvis øglerne
ikke får den rigtige pleje, så dør de. For
at få en omgængelig øgle kræver det,
at man vælger en art, der har et mildt temperament, og
at man har den fra lille. Man skal gøre sig store overvejelser,
inden man beslutter sig for at holde en øgle i fangenskab.
Det er ikke alle øgler, der egner sig til at blive holdt
i fangenskab. En øgle kræver et meget stort terrariet.
Man skal være opmærksom på, at nogle øgler
kan blive over 1 m lange, når de er udvoksede. Ofte køber
man øglerne små, og lige pludselig vokser de mere
eller mindre ud af terrariet. Det er bedre at vælge nogle
små øgler som f.eks. leopardgekkoen eller en trælevende
anole.
Indretning
af terrariet
Øglen
er et vekselvarmt og koldblodet dyr. Derfor skal man sætte
sig grundigt ind i øglens naturlige levested, og man skal
sørge for, at den kan holde den rette temperatur hele
tiden. Man skal også huske på, at temperaturen falder
om natten ude i det virkelige liv, og at lyset er forskelligt
alt efter hvor øglen lever. I det hele taget skal man
indrette terrariet så tæt på øglens
naturlige omgivelser som muligt. Øglens camouflage bør
også virke i terrariet, selvom den så kan være
svær at få øje på. Det er altså
vigtigt at tage øglens farver og udseende med i overvejelserne.
Det kommer an på hvilken øgle man vælger,
hvor stort terrariet skal være. Men under alle omstændigheder
skal det være meget stort, for mange øgler bevæger
sig vidt omkring i naturen. Derfor skal de også kunne bevæge
sig rundt omkring i terrariet.
Man skal vide, hvor stor øglen bliver, når den er
udvokset, når man skal finde ud af, hvor stort terrariet
skal være. En grøn leguan kan blive op til 2 meter
lang, og terrariet skal være mindst 3,5 m langt, 2,5 m
bredt og 2 m højt. En grøn vandagame kan blive
op til 1,2 meter lang. Terrariet skal mindst være 2,5 m
langt, 1,5 m bredt og 2 m højt. En leopardgekko bliver
mellem 15-20 cm lange og der findes trælevende anoler,
der bliver ca. 10 cm lange. En lille øgle er et bedre
valg for en begynder, end en af de store øgler. De små
øgler bør have et terrarium, der mindst er 1 m
langt, 80 cm bredt og 1 m højt. Det kan være nødvendigt
at få terrariet specialfremstillet. Hvis man er fingerfærdig,
kan man f.eks. tage udfordringen op selv. Terrariet skal være
sikret, så øglen ikke kan slippe ud - det er jo
ikke sikkert, ens nabo deler ens begejstring over krybdyr.
Man skal kunne tilbyde øglen de bedste betingelser for
at blive holdt i fangenskab, og hvad den enkelte øgle
har brug for, afhænger af dens art. Derfor er det meget
vigtigt, at man ved hvor den pågældende øgle
lever, om den er bundlevende, om den klatrer i træer, om
den elsker vand o.s.v. F.eks. lever den grønne leguan
i træer og holder til i nærheden af vand. Hvis den
grønne leguan er nødt til at flygte fra sin hvileplads
i træet, kan den finde på at hoppe i vandet og svømme
væk. Steppevaranen derimod er bundlevende og graver sig
ned i gange i jorden. Den lever på klipper og sletter.
Den holder dog også af en lille klatretur og et bad i ny
og næ. Der er altså stor forskel på de enkelte
øglers behov. Man skal sørge for det rette lys,
den rette temperatur og den rette luftfugtighed. Nogle øgler
skal have et meget kraftigt lys samt UV-lys for at trives. Man
skal f.eks. også sørge for, at der er en hvileplads
på nogle grene, grene eller lign. til at klatre i, en hule,
et skjulested, hvor øglen kan søge tilflugt, hvis
den bliver nervøs, en vandskål, en "vanddel",
planter, korrekt bundlag, ventilation, varmekilder, evt. et rensningsanlæg
og en pumpe samt dekoration.
Indretter man sit terrarium med sten, grene eller andre tunge
ting, skal man være opmærksom på, at genstandene
skal være fastgjorte, så de ikke kan vælte
eller falde ned over øglen, når den bevæger
sig, svinger med halen, eller hvis den graver i bundlaget eller
kommer til at skubbe til tingene.
Når man sætter sit terrarium op, skal man være
opmærksom på, at de planter man sætter i terrariet
ikke er giftige for den øgle, man har - nogle af øglerne
spiser jo planterne. Vandet skal altid være rent, så
det skal skiftes dagligt. Desuden skal man fjerne de ildelugtende
ekskrementer dagligt, da de er med til at gøre terrariet
uhygiejnisk.
Der er stor forskel på de forskellige øglers temperament.
Den grønne leguan, den grønne vandagame og leopardgekkoen
er forholdsvis fredelige, og skægagamen kan blive rimelig
tillidsfuld mens steppevaranen kan være rimelig aggressiv.
Dette bør også være med i overvejelserne ved
valg af øgle.
Sundhedstegn
En øgle må ikke være forkølet,
have slim ved mundvigene eller have åndedrætsbesvær,
den må ikke have mundbetændelse, blærer i tandkødet
eller sår, og den må ikke have forstoppelse. En sund
øgle har klare øjne, den er i god stand, ikke udmagret
og den er årvågen. En sund øgle skifter ham
uden problemer. Det er utrolig vigtigt at sætte sig grundigt
ind i pasning og pleje af øgler. Det er altid en god idé
at kontakte Nordisk Herpetologisk Forening, der kan være
behjælpelig med råd og vejledning vedrørende
valg og pleje af øgler.
Blød eller ru
Mange tror, at øgler er kolde, klamme og slimede.
De er lige det modsatte. De er nemlig varme. Nogle er glatte
at røre ved, andre er ru og andre igen er ligefrem piggede.
|
|
 |
|

Levende
foder
Når
man skal have foder til sin øgle kan man drage ud med
sommerfuglenettet eller også kan man tage den lette udvej
- et besøg hos insektopdrætteren eller dyrehandleren.
De kødædende øgler spiser bl.a. græshopper,
fårekyllinger, melorme, fluer, voksmøl, kakerlakker,
fisk, små gnavere, oksekød, lidt katte- eller hundemad.
De fleste øgler spiser insekter.
De planteædende øgler kan f.eks. spise mælkebøtter
og andre vilde planter, moden frugt, kinakål og grønkål.
Nogle grøntsager kan være giftige for øglerne,
og nogle har et alt for ringe næringsindhold. Man skal
f.eks. ikke give øgler rosenkål, hvidkål,
rødkål eller icebergsalat.
Nogle øgler er både kød- og planteædende,
som f.eks. skægagamen, der spiser halvt af hvert.
Når man fodrer sin øgle - ligegyldigt om den er
kød- eller planteædende, skal man variere kosten.
Når man fodrer med frugt eller grøntsager, skal
det helst være økologisk, da giftophobningen kan
skade øglen. Hvis man selv plukker mælkebøtter
m.m., så sørg for, at det ikke bliver plukket i
nærheden af stærkt trafikerede veje, og at det ikke
er sprøjtet. Og husk at vaske det.
Det kan blive nødvendigt at fryse noget foder ned. Man
må dog aldrig give sin øgle frossent eller koldt
foder. Foderet skal have stuetemperatur.
Fodrer man sin øgle med levende mus, daggamle kyllinger
eller lign., skal øglen spise dyret med det samme. Ofte
fodrer man ved hjælp af en tang, og øglen skal tage
dyret med det samme. Er øglen ikke sulten, tager man dyret
væk igen. Der er ingen grund til, at der løber små
forskræmte dyr rundt i terrariet.
Hver dag
De fleste øgler skal have mad dagligt, nogle kan nøjes
med et par gange om ugen. Nogle kødædende øgler
vil kun spise levende dyr, andre er ligeglade.
Vand, vitaminer og mineraler
Øglen skal have friskt og rent vand hele tiden - både
i vandskålen og i vanddelen. Alt efter hvilken type øgle
man har, skal man i nogle terrarier "douche" omgivelserne.
Man kan bruge en blomsterforstøver. Den dug, man laver
i terrariet, er med til at holde luftfugtigheden oppe, og desuden
"drikker" nogle øgler duggen. Desuden skal øglen
jævnligt have et vitamin-, mineral- og kalktilskud.
|
|
 |
|

Latinsk navn: Sauria
Kønsmodenhed: Mellem 2-8 års alderen, alt afhængig
af arten.
Drægtighedsperiode: Mellem 30-150 dage, alt afhængig
af arten.
Antal kuld pr. år: 1-10, alt afhængig af arten. (Nogle
får dog kun unger hvert andet år.)
Antal unger pr. kuld: 2-60, alt afhængig af arten.
Unger ved fødsel/klækning: Ligner de voksne øgler
- de er bare meget mindre.
Når ungerne kommer ud af ægget, kan de klare sig
selv.
Den ideelle alder, for anskaffelse af en øgle er 2 måneder.
Levealder: Danmarks ældste øgle, en hanstålorm,
blev 54 år gammel. Den grønne leguan, den grønne
vandagame og leopardgekkoen kan blive op til 20 år gamle,
skægagamen kan blive op til 10 år gammel.
Vægt: Verdens mindste øgle, en lille gekkoart, vejer
under 30 g. Verdens tungeste øgle, komodovaranen, kan
veje op til 165 kg.
Længde: Verdens mindste øgle, en lille gekkoart,
er ca. 3,5 cm lang, og verdens største øgle, komodovaranen,
kan blive op til 3 meter lang.
Fart: Verdens hurtigste øgle, en tejo, kan bevæge
sig i en fart af op til 29 km/t.
Farver: Øgler findes i et utal af farver og mønstre.
Arter: Der findes ca. 3.700 forskellige arter af øgler.
Nogle øgler er aktive om dagen, andre er aktive i skumringen
og om natten.
Nogle øgler er kødædende, og nogle er planteædende.
Mærkning: Nej.
Stambøger: Nej.
TIL TOP |