PASNING OG PLEJE · FODRING
· FACTS

Vigtige
overvejelser
Inden
man beslutter sig for at anskaffe sig en papegøje, skal
man gøre sig nogle store overvejelser. En papegøje
er et meget socialt dyr og vil gerne have en mage. Er den helt
alene, vil den meget nemt komme til at kede sig. Det allerbedste
er at have en han og en hun - og samtidig tage sig meget af begge.
Man skal tage sig af papegøjerne mange timer hver eneste
dag. Papegøjer kan blive utrolig tamme, men det kræver
arbejde. Er papegøjen tam, har den det bedre i fangenskab,
og den er nemmere at omgås, end hvis den ikke er tam. En
papegøje laver lyde - og man kan ikke bare bede den tie
stille. At holde papegøjer kræver, at man sætter
sig grundigt ind i tingene inden. Det er en god idé kontakte
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger for råd og vejledning.
En papegøje kræver en meget stor voliere, hvor der
er plads til, at den kan flyve rundt og strække sine vinger.
I modsat fald vil den blive deprimeret og frustreret. Et bur
er altså ikke stort nok. Størrelsen på volieren
kommer an på papegøjens størrelse og hvor
mange papegøjer, der er. Dværgpapegøjer bør
have en voliere, der mindst er 1 m lang, nymfeparakitter bør
have en voliere, der mindst er 3 m lang, amazonpapegøjer
bør have en voliere, der mindst er 4 m lang, og en voliere
til ara'er skal mindst være 8 m lang.
Volieren
Ligesom en hund skal ud at gå tur hver eneste dag og
bruge benene, så skal en papegøje hver dag have
motion og bruge vingerne. Et voliere må hellere være
for stort end for småt, og det skal altid være firkantet.
Har man volieren udendørs skal der være læ,
og papegøjen skal kunne komme i ly for regn m.m. Man kan
f.eks. bygge et hus eller man kan overdække volieren. Mindre
arter som f.eks. dværgpapegøjer skal have en redekasse
med tilhørende redemateriale (dun, fjer, kokostrævler,
små kviste), hvori de kan overnatte - også i den
indendørs voliere. Større papegøjer bruger
kun redekasser, når de vil yngle. Papegøjen vil
føle sig mere tryg, hvis tre af siderne og loftet er dækket
til, så kun forsiden er af metalgitter. Man skal sørge
for, at andre dyr ikke kan komme ind til papegøjen og
skade den. Den indendørs voliere placeres bedst i et lyst
hjørne uden træk. Volieren skal udstyres med siddepinde,
så papegøjen har mulighed for at flyve fra pind
til pind. Nogle af pindene skal være højt placeret,
så papegøjen har mulighed for at sidde højt
til vejrs og holde øje. Papegøjer kan bedst lide,
hvis de kan betragte det hele - og os - fra oven. Der skal ikke
være alt for mange pinde, der skal nemlig også være
plads til, at papegøjen kan flyve lange strækninger.
Ude i naturen ville papegøjen flyve fra træ til
træ. Siddepindene skal være naturgrene, der ikke
er sprøjtede, f.eks. fra birke-, pære- og æbletræer.
Der skal være et bundlag af f.eks. groft grus, der indeholder
værdifulde mineraler og grit, hvilket er godt for papegøjernes
fordøjelse. Desuden er det nemt at holde rent. Brug aldrig
savsmuld eller sand, da det støver og kan forårsage
luftvejsproblemer. Derudover skal der være vand- og foderskål
af porcelæn, så de ikke bliver hakket i stykker,
"badekar", kalksten og skaller. Vand- og foderskål
kan fastgøres i gitteret eller anbringes på volierens
bund. Vand- og foderskål samt "badekar" placeres
et sted, hvor der ikke er siddepinde lige ovenover, da de ellers
hurtigt bliver svinet til af ekskrementer. Man skal sørge
for, at papegøjen ikke kan åbne lemmene i volieret
eller på anden måde slippe ud og flyve væk.
Ofte er det en god idé at lukke lemmene med små
karabinhager. Volieret gøres rent minimum en gang om ugen.
Vand- og foderskåle samt "badekar" gøres
rent dagligt. Til rengøring af volieren er det en god
idé at bruge varmt vand og en lille smule biologisk nedbrydeligt
opvaskemiddel. Sørg for at den indendørs voliere
står i et rum, hvor der ikke bliver røget. Rygning
og os er papegøjer ikke glade for.
I tip top stand
Fjerdragten skal holdes i orden, og flere gange dagligt pudser
papegøjen sig. Papegøjen kan komme til overalt
på kroppen på grund af dens meget bevægelige
hals. Indendørs papegøjer kommer ikke i nærheden
af vind og vejr og regn, der er med til at holde fjerdragten
i tip top stand. I stedet kan man lave lidt kunstigt regnvejr
med en blomsterforstøver. Nogle papegøjer synes,
det er hyggeligt med et lille regnvejrsbrusebad. Andre synes
absolut ikke om det, hvorfor de selvfølgelig heller ikke
skal udsættes for det. Udover regnvejr har papegøjen
brug for et "badekar" i form af en flad skål
med vand, hvor den kan pjaske rundt og bade. Papegøjer
må ikke blive kolde, når de er våde, så
kan de nemlig blive syge.
Flokdyr
Papegøjer er meget sociale flokdyr og man bør
absolut sørge for, at papegøjen har en mage. For
de fleste papegøjerarter gælder det, at man ikke
kan sætte mere end ét par i samme voliere. Det afhænger
af arten. Dværgpapegøjer kan man dog godt holde
i en flok - der skal dog bare være plads nok i volieren.
Jo flere papegøjer, jo mere plads. Man skal være
opmærksom på, at hanner og hunner ser ens ud hos
nogle arter. Hos andre arter er det derimod meget nemt at skelne
mellem en han og en hun, da der er forskel på størrelsen
og på fjerdragten.
Sundhedstegn
En sund papegøje har klare øjne, den er ren
omkring øjnene, næbbet og enden (gatåbningen).
Fjerdragten er flot og glansfuld, og fjerene lægger tæt
ind til kroppen. De må ikke være oppustede. Næbbet
må ikke have misdannelser. Papegøjen skal være
i god stand - den må ikke være udmagret. Vær
opmærksom på, at papegøjer kan blive angrebet
af parasitter, og i meget sjældne tilfælde, af papegøjesyge.
Papegøjesyge kan overføres til mennesker. Det er
altid en god idé at kontakte Landsorganisationen Danske
Fugleforeninger, der kan være behjælpelig med de
spørgsmål, der dukker op. Hvis man vælger
at avle på sin papegøje, skal man være opmærksom
på, at den ikke er bærer af arvelige sygdomme eller
andre defekter. Dette kan f.eks. være fjerplukning eller
næbproblemer. Sådanne sygdomme eller defekter, bliver
nemlig nedarvet til ungerne.
|
|
 |
|

Foder
Papegøjen
skal have en frøblanding af en god kvalitet, der passer
til netop dén type papegøje, man har. Derudover
skal den have grøntfoder og frugt dagligt. Jo mere alsidig
kosten er, jo bedre er det for papegøjen. Grøntfoder
kan f.eks. være mælkebøtteblade, salat, gulerødder,
agurker, salat og bær. Nogle papegøjer sætter
pris på forskellige insekter, f.eks. melorme, fluer og
fårekyllinger. Man kan købe insekter hos dyrehandleren,
eller man kan fange dem selv. Papegøjer i udendørs
et voliere fanger ofte selv insekter. Papegøjen skal have
vitamin- og mineraltilskud en gang om ugen.
Økologi
Husk altid, at grøntfoder helst skal være økologisk.
Og hvis man selv plukker mælkebøtteblade, grene
m.m., så sørg for, at det ikke bliver plukket i
nærheden af stærkt trafikerede veje, og at det ikke
er sprøjtet. Og husk at vaske det. Hos både små
og store papegøjer vil ophobningen af giftstoffer blive
meget stor.
Godbidder
Som godbidder kan man bruge jordnødder, andre nødder
eller et stykke frugt m.m., som papegøjen holder specielt
meget af.
|
|
 |
|

Latinsk navn: Psittaciformes (papegøje-familien)
Kønsmodenhed: Ved 10-12 måneders alderen er mindre
papegøjearter, som f.eks. dværgpapegøjerne,
på udkig efter deres mage. Større arter som f.eks.
grå jaco og amazonpapegøjer venter til de er 3-4
år gamle.
Gennemsnitlig rugetid: 24 dage.
Antal kuld om året: 1-2 kuld.
Antal æg pr. kuld: 4-7 æg.
Unger ved klækning: Nøgne og blinde. Ungerne kommer
ud af ægget ved hjælp af en ægtand, der sidder
forrest på næbbet.
Ungerne forlader reden, når de er 5-9 uger gamle.
Den ideelle alder for anskaffelse af en papegøje er 4-8
måneder, hvis man vil gøre papegøjen tam.
Gennemsnitlig levealder: 50 år - men nogle kan dog blive
op til 100 år gamle.
Gennemsnitlig vægt: 1 kg - papegøjer vejer fra 50
g - 1,5 kg.
Gennemsnitlig længde: Der findes papegøjer på
8 cm, og der findes papegøjer på ca. 1 m.
Arter: Der findes ca. 350 papegøjer arter.
Farver: Papegøjer findes i mange forskellige farver.
Papegøjer er aktive tidligt om morgenen og om eftermiddagen.
Papegøjer er plante- og insektædende.
Mærkning: Mange papegøjer bliver ringmærket.
Myndighederne (Skov- og Naturstyrelsen) stiller krav om mærkning
for de mest sjældne arters vedkommende. Er papegøjen
ringmærket, skal man holde øje med, at ringen ikke
begynder at lukke for blodomløbet.
Stambøger: Nej.
Se ny bog om gråpapegøjer
TIL TOP |